Garanti
FDB Møblers gode materialer og gedigne håndværk er en ikonisk del af dansk design. Siden 1942, hvor FDB Møbler blev grundlagt med arkitekt Børge Mogensen som kreativ leder, har vi produceret god kvalitet og solidt håndværk til fornuftige priser. Alt fra FDB Møbler er designet til at kunne holde til livet, hver gang det flytter sig fra et sted til et andet. Fra ungdommens dans på bordene og til det voksne liv med barn og hund i sofaen.
Nu udvider vi vores møbelgaranti, så du fremadrettet kan købe et FDB-møbel med visheden om, at du har 10 års garanti. Hvis du behandler og bruger dine møbler som anbefalet, men alligevel oplever fejl, kvitterer FDB Møbler med enten reparation eller udskiftning. I sager hvor der ikke kan findes en løsning på baggrund af ovenstående, for eksempel ved udgåede varer eller reservedele, kan der endvidere være mulighed for FDB Møbler tilbyder et tilsvarende produkt i en sammenlignelig prisklasse eller et rimelig afslag i prisen.
Det er til enhver tid FDB Møbler som ud fra en helhedsvurdering fastlægger mulige løsninger på sager, hvilket ofte gøres i samarbejde med vores leverandører. Ved spørgsmål til garantien kontakt ordre@fdbmobler.dk. Det skal tydeligt fremgå i mailen, hvilken fejl det drejer sig om samt 2-3 billeder, som viser fejlen
Gældende regler for reklamationsret og 10 års møbelgaranti
Hvis du følger FDB Møblers vedligeholdelsesguide giver du dine møbler de bedste vilkår for et langt liv.
Vær derfor opmærksom på, at dine 10 års møbelgaranti bortfalder, hvis:
- produktet blot har almindelig slitage eller har manglende/forkert vedligeholdelse i henhold til vores vedligeholdelsesguide.
- produktet har påførte skader og handlinger, der strider imod vores vedligeholdelsesguider, herunder forkert samling, betjening, anvendelse eller opbevaring.
- tredjeparts-materialer er anvendt på varen, eller der er lavet ændringer af/på produktet.
- produktet har været brugt mere intensivt eller unormalt end, hvad der med rimelighed kan forventes for normal privat brug.
- produktet har været udsat for dramatiske temperaturvariationer eller stor fugtpåvirkning.
*Møbelgarantien gælder ikke havemøbler, boligtilbehør, boligtekstiler og køkkentilbehør, her gives der en garanti på 2 år.
Kvittering for køb af produktet kræves. Garantien gælder ikke for produkter købt via lagersalg eller anden form for outlet.
FDB Møbler forbeholder sig retten til at afvise en reklamation, såfremt den ikke lever op til ovenstående.